FJELDVASEN
Ideen til FJELDVASEN stammer fra Norge.
Jeg har flere gange været på ferie i Norge, hvor en stor del af tiden gik med at vandre.
At opleve denne storslåede natur, med klipper, bjerge, skove og en masse vandfald, har sat sine aftryk i min inderste kerne.
Det at komme sådan helt tæt på al den rå skønhed, er betagende.
Dette indtryk i mit indre, forsøger jeg at give et udtryk via FJELDVASEN.
Prøver at fortolke den stemning disse fjelde giver mig.
Jeg er født Stenmann, så jeg arbejder naturligvis i stentøjsler!
FJELDVASEN er håndbygget i kraftige plader og skæres herefter tilbage med forskellige udtryk.
Ind imellem tilføjes også prægning, inden vasen skæres til. Værktøjet, jeg bruger, er både tråd, spartel og stemmejern.
Nogle gange kommer der også begitning på, inden første brænding i el-ovn. Glasurbrændingen er til stentøjstemperatur og omfatter både en eller flere glasurer. Leret får også altid lov til at vise sin rå natur visse steder på vasen.
Jeg arbejder meget intuitivt og har kun en løs skitse, inden jeg går i gang.
Jeg lader mine hænder fortælle historien.
Jeg føler stor samhørighed med det nordiske, med naturen, kulturen og livet her i Norden.
Det er det rå, enkle og det smukke i det uperfekte, der tiltaler mig.
Et enkelt træ, der er skævt efter flere storme, men alligevel står stærkt, farvefuldt, råt og udstråler skønhed og livskraft.
Ligeså ønsker jeg, at FJELDVASEN må udstråle lidt af samme stemning som træet, en enkel, rå,
skæv skønhed, som står stærkt ved egen kraft og udtryk.