BELLY VASEN
Oprindeligt er BELLY VASEN lavet som en hyldest til den historiske "Moon vase", som stammer fra Asien.
Det er ikke en Moon-vase, jeg forsøger at lave, men en nordisk udgave af en tykmavet vase, der kan ses som en "slægtning" til Moon vasen.
Den tykke mave er årsagen til valg af navn - på engelsk hedder mave "belly".
Alle BELLY VASERNE håndbygges i forskellige typer stentøjsler.
Jeg starter processen med at lave to halvkugler, og derefter sættes de sammen til en hel kugle.
Når formen er helt lukket, kan man faktisk stramme faconen meget op med bankebræt og skrabe med en skinne.
Formen er på lige det tidspunkt meget robust, pga. den indelukkede luft giver en god modstand.
Når vasen har den form, jeg vil ha´, bliver der skåret hul til hals, og den bliver påsat.
Til sidst påsættes en fod og så er den klar til dekoration.
BELLY VASERNE findes i mange varianter, da de er lavet i flere forskellige serier,
med hvert sit tema. Feks. er der en serie, der hedder "LAVA", hvor inspirationen stammer fra naturens voldsomme kræfter og jordens indre ild.
En anden serie er "GREEN" - her er inspirationen samspillet mellem den frodige grønne natur og den rå jord.
Alle vaserne er "one-of-a-kind".
ALLE elsker en rund form! Også jeg!
Man får med det samme en trang til at røre ved den, føle dens form, dens overflade og holde om den med begge hænder. Formen drager os måske, fordi det er en cirkel.
En cirkel har ingen begyndelse og ingen slutning, og er derfor tit blevet brugt som et symbol på guddommelighed, evighed og det evige liv.
Vi forbinder runde former med noget positivt; de symboliserer ofte fællesskab, venskab, kærlighed og forenelighed.
Så "what´s not to like".
En sammensmeltning af godt håndværk og filosofi...